Kapitel 4

Kapitel 4

 

Organisationsudvikling

I skoleudvikling er hjælp til selvhjælp omkring egen praktik og udvikling vigtige elementer i det tilbagevendende arbejde med at holde opgaven klar og i form til at mestre de udfordringer, som hele tiden har det med at ændre sig og derfor lige så let som våd håndsæbe undslipper det faste greb.

 

Udfordringen

Hvordan man håndterer denne udfordring mest optimalt er heller ikke helt til at afgøre, alene af den grund at ikke kun målene ændre sig, det gør forestillingen om midlers og indsatsers virkning også.

Jeg har tit understreget at i senmoderniteten har vi en udfordring, som ingen tidligere i menneskehedens udviklingshistorier har været udsat for. Hvis vi sammenligner bare en enkelt eller to generationer bagud så kan man sige, at her kende man i vidt omfang målene og viste også, hvis vi var ordenligt uddannede, hvad vi skulle gøre for nå målene.

Selv om der i lærer- og pædagogarbejde altid har været elementer af uforudsigelighed er mængden af faktorer og kompleksiteten af dem steget ekstremt meget.

Under den synsvinkel kan man for så vidt godt forstå, at mange med det relationelle langt fremme i professionen vånder sig under vægten af noget, som til tider ligner kaos.

Fyndigt kan man sige, at opgaven i dag på mange måder ligner, at man ikke helt ved hvad målet er, og man har heller ikke helt fået udviklet de værktøjer og metoder, som man realiserer målet med, men man ved at man alligevel skal finde og fastholde målet og undervejs i den proces også opfinde de midler, man kan realiserer det med.

Ret uoverskueligt, men stadig en opgave som skal løses.

I denne, kunne man kalde det, ufærdighedens tidsalder skriger denne uklarhed i forhold til mål og midler naturligvis på robust kompetence til at kunne tåle kaos og alligevel have overskud til at være netop så innovativ, at man kan arbejde med målidentificering og udvikling af relevante værktøjer.

 

Hjælp til selvhjælp

At få hjælp til den selvhjælp, kan i sig selv så også være noget af en udfordring, for også her viser erfaringerne, at der er problemer med både mål og midler.

Når jeg ser tilbage på en del af den virksomhed, jeg har været involveret i hen over mit liv som forsker og konsulent i organisationsudvikling, kan jeg, som jeg også fik formuleret det i min afskedsforelæsning på CBS i september måned sidste år, at meget af det der kan gå galt i hjælpedisciplinen ’hjælp til selvhjælp’ også går galt.

 

Mulige veje i arbejdet

Der er altså ingen helt lette fix til at tackle udfordring med udvikling.

En ydmyg og grundig undersøgelse af behov, udfordringer, eventuelle tildækninger i organisationen og de hjælperessourcer man har mulighed for (og råd til) at inviterer indenfor, vil imidlertid være et godt grundlag.

Når man så har entreret med nogen, er det så igen vigtigt, at man stopper op og laver den gode øvelse med grundigt at fortykke den første fase af det vellykkede udviklingsarbejde.

1. fase

Det er den jeg kalder ’feedforward- eller forforståelsesfasen’. Det gør jeg med reference til min læringsteori (Hermansen 2003) for at identificere, at det er i denne fase, at man gør sig overvejelser over, hvad det er målet er, hvad tegn på at man har nået dem vil være, hvilke midler man tænker, man vil benytte, hvilke spørgsmål der vil opstå, hvor lang tid og med hvilken styrke man skal arbejde etc.

Altså forestillinger om det, der skal realiseres.

2. fase

Når denne fase er vel og grundigt overstået, går man over i det konkret arbejde med at undersøge eller prøve bestemte måder og former af langs de linier, man har aftalt i ’forforståelsesfasen’.

3. fase

Vel overstået går denne fase naturligt over i ’feedbackfasen’, hvor man forholder sig til, om man nåede målet, om det virkede, som man forventede, eller om noget skulle laves om. Det er også her man beslutter på hvilken måde, man vil gøre de indhøstede erfaringer til daglig praksis i organisationen.

 

Grundlæggende hævder jeg at denne treledede fasemodel ’feedforward, afprøvning i handling, feedback’ er modellen for al god udvikling, men skægt nok også for undervisning, ledelse og opdragelse (se fx hvordan jeg behandler undervisning under denne synsvinkel i bogen: Spilleregler i klassen (2010)).

Den mest massive hjælp skal derfor naturligvis sættes ind i ’forforståelsesfortykningfasen’, mens afprøvning i praksis er noget man håndterer med kun let overvågende hjælp, men igen massivt forholder sig til i feedbackfasen, hvor man jo evaluerer.

Allerede denne identifikation af hvor konsulenthjælpen skal være tykkest er efter min opfattelse hjælpsom i planlægning og beslutning.

Udvikling af ’feedforwardfortykningsfasen’

Jeg har været optaget af afprøve forskellige måder til at få erfaringer med hvordan ’forforståelsestykningen’ kunne gribes an.

Her kommer i kort form to eksempler på, hvordan jeg sammen med skoleledere har forsøgt at udvikle rammer om og indhold i sådanne forløb.

 

Egedal kommune

For halvandet år siden afsluttede jeg et forløb i Egedal kommune, hvor jeg sammen med alle lederteam i kommunen gennemførte et udviklingsprojekt, hvor teamene over et arbejdsår skulle gennem følgende faser:

  • En identifikation af udviklingsområde
  • En konkret undersøgelse eller afprøvning i praksis
  • En præsentation af resultater og erfaringer for de øvrige ledelsesteam

Min indsats i den sammenhæng var at organisere og udfordrer på afgrænsning af projekt og opsamling på resultater. Det blev gjort efter faserne beskrevet ovenfor.

I alle tre faser blev der arbejdet med refleksive organisationsformer (som de fx beskrives i Kommunikation og samarbejde). Undervejs blev hvert ledelsesteam besøgt af mig i en to timers coachseance.

Et afgrænset og relativt billigt forløb (ca. 80.000 kr.) og meget intensivt med gode erfaringer med stram og målrettet styring

 

Sødalskolen i Århus   

Med gamle samarbejdsparter fra min tid på Lærerhøjskolen i Århus, skoleleder Susanne Berg og viceskoleleder Jørgen Nielsen på Sødalskolen i Århus, har jeg afprøvet praksis og en rammeaftale om ledelsescoaching.

Rammen har været en trækningsret til 6 samtaler af halvanden time, som kunne udløses af begge parter, men for at nedbringe omkostninger til transport, har jeg med mellemrum markeret, hvornår jeg i anden anledning var i Århus og derfor i indgang eller udgang havde mulighed for at møde op på skolen.

Grundscriptet for hvert møde har været en forberedelse i lederteamet forud for mødet.

Mødet afvikles sådan at vi efter ca. 10 minutter small talk går over til at arbejde med de forberedte temaer. Her kommer i tur hver leder på som historiefortæller, hvor vi har fulgt denne skabelon:

  • en kort historiefortælling om det valgte tema med mine interviewende spørgsmål ind over
  • en kort aftalesnak om afgrænsning af tema og forventning til, hvad det er der skulle belyses
  • en nærmere undersøgelse af temaet, som sluttede, når historiefortæller og mig som interviewer var enige om det
  • en interviewende udveksling med den anden leder, som havde været observatør til det historiefortællende interview, som gik over i
  • en sidste udveksling med historiefortællende, hvor der blev sløjfet af og aftalt eventuelle opgaver og tidshorisonter

Altså grundlæggende en miniudgave af historiefortælling med interviewer og refleksivt team. Som andre sammenhænge med arbejde med refleksivt team er interviewers samtale med supervisanten alene med vedkommende. Trediepart er fuldstændigt orienteret mod at lytte og reflektere.

Temaer, som har været inde over forløbet, har været: udfordringer med ansættelse af administrativ leder, udfordringer i forhold til at holde momentum i skoleudviklingen, undersøgelse af strategier i forhold til forvaltning, forældrebestyrelsesarbejdet, legitimitet og forventninger i forhold til at sætte en fagprofessionel dagorden i forhold til fag- og klasseteam og enkeltmedarbejdere, m.m.

Min oplevelse har været, at den relativt stramme rammesætning og det forberedende arbejde i ledertemaet har resulteret i meget effektive og udbytterige korte seancer, som også har levet af, at der har været kontinuitet i en mere overordnet historiefortælling om udvikling på skole. En fornøjelse at være med i.

 

Referencer:

Hermansen, M. (2010): Spilleregler i klassen. Akademisk

Hermansen, M. (2003): Omlæring. Klim

Hermansen, M., O. Løw & V. Petersen: Kommunikation og samarbejde i professionelle relationer. Alinea

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Kapitel 3

Konsulent Mads Hermansen

professor, dr. pæd.

Nordic School of Public Health

2-Jan-12

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 3

 

Først og fremmest:

Godt nytår og tak for det gode samarbejde, som jeg har haft i det forløbne år med bl.a. følgende:

KL, Slagslunde skole, Center for udvikling i Slagelse, Personalestyrelsen, COWI, Læreruddannelsen i Odense, Odder kommune, Odense kommune, Søgårdsskolen i Gentofte, Alinea Akademi, Hans Knudsens Instituttet, Højby Friskole, UCC, Odense Ungdomsskole, Ballerup kommune, Hillerød kommune, Kildemarkskolen i Næstved, Boesagerskolen i Egedal, Demenskoordinatorforeningen, Viceskolelederforeningen, Socialrådgiveruddannelsen i Odense, Kunststyrelsen, Ungdomsskolen i København, Basforum, Vejle kommune, Pædagogikumforeningen, Dansk Idrætsforbund, VIAUC, Frie Skolers Lærerforening, Karlslunde Skole, Roskilde Kommune, Tekniske Skolers Center foruden naturligvis Akademisk Forlag, hvor jeg er tilknyttet som konsulent på deres Professionsserie.

 

I året løbs har jeg været med i lektorbedømmelse på RUC, ph.d. bedømmelse på Oslo Universitet og professorbedømmelse på NTNU i Trondheim.

Jeg fortsætter her i 2012 mit samarbejde med mine doktorant- og ph.d.-studerende på NHV og CBS : Johan Lidmark, Berit Dahl Misund, Ann-Kristin Eriksson, Stig Ytterstad, Rasmus Koss og Elvi Weinreich.

Ligesom jeg fortsat er i gang på NHV i Gøteborg, som netop har besluttet at erstatte sit gamle navn Nordiska högskolan for folkehälsovetenskab med navnet Nordic School of Public Health.

Og endelig kan jeg fortælle, at jeg er blevet udpeget som medlem af Den Nationale Videnskabsetiske Komite for sundhedsfaglig forskning.

 

En herlig og meget begejstret anmeldelse af bogen Læringens Perspektiv (Akademisk 2011), som Birgit Ryberg havde redigeret til min afskedsevent på CBS fik jeg lige før jul. Det var Sten Larsen (Læreruddannelsen på UCC) som for Folkeskolen havde anmeldt. Den kan findes på www.folkeskolen.dk men her kommer den også:

 

Professor og doktor Hermansen er gået af? Er han nu pensioneret? Mads Hermansen har i hvert fald netop ladet sig pensionere fra sit professorat i pædagogisk psykologi ved Handelshøjskolen i København, CBS. Men han er stadig i fuldt vigør i sit andet professorat, nemlig ved Nordiska högskolan för folkehelsovetenskab (Göteborg). Og det agter han at fortsætte med. Og i øvrigt fortsætte med så meget andet – hvilket man kan forvisse sig om ved at besøge hans hjemmeside madshermansen.dk. En stille, tilbagetrukken pensionisttilværelse ligger vist ikke lige om hjørnet.

Hermansens faglige karriere begyndte i 1970 med en læreruddannelse og toppede i 2001 med den pædagogiske doktorgrad. Videnskabeligt kan man faktisk ikke komme højere rent uddannelsesmæssigt. Selve doktorafhandlingen, “Den fortællende skole – om muligheder i skoleudviklingen”, står i dag som en krumtap i Hermansens lange publikationsrække af bøger og artikler.

Mads Hermansens professorat i pædagogisk psykologi ved CBS var med særligt henblik på læring, og derfor er der også god mening i titlen på festskriftet til professoren ved hans nylige exit fra CBS: “Læringens perspektiv. Udfordringer til ledelse og undervisning”. Birgit Ryberg fra VIA University College har redigeret dette festskrift til Hermansen, og det har hun gjort godt.

Festskriftet er en antologi med en temmelig lang stribe af eksperter, som hver især bidrager med en artikel på typisk 15-18 sider inden for et af de tre områder, bogen er disponeret efter. Lærde artikler, men ikke nødvendigvis i betydningen “tunge” artikler. Festskriftets tre temaer er: Læringsbegrebet og læringsbetingelser, læring i forhold til ledelse og organisationsudvikling og læring i undervisning og uddannelse. Selv om ”læring” således er det overordnede og samlende begreb for hele festskriftet, spænder alle artiklerne tilsammen ganske vidt indholdsmæssigt.

“Mads Hermansen har sat spor i den teoretiske diskussion om læring”, skriver Birgit Ryberg i bogens forord, “og i den praksis, som gennem hans arbejdsliv har været grundlaget for hans virksomhed. Festskriftet er en hyldest til dette arbejde”.

Hyldesten fremstår i festskriftet ikke bare som en velfortjent anerkendelse af Hermansens synlige og fine indsats (indtil nu), men også som de professionelle teoretikeres lyst, vilje og evne til fortsat afklaring, systematisering og diskussion. Fedt.

 

Af andre måske også fagligt interessante oplysninger kan jeg fortælle, at der nu ligger et af mine foredrag om Læringsledelse og formodentligt snart kommer endnu et om Kærlighed og disciplin på DR hjemmeside under Danskernes Akademi: http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Forelaesere/M/Mads_Hermansen.htm

 

I det kommende år vil virksomheden ud over forhåbentligt mange samarbejder med interesserede i læring, udvikling, organisation, undervisning, ledelse m.v. også handle om undersøgelse af lærings og motivationssyn i nordiske artikler om Public Health, hvor Ina Borup og jeg vil præsentere en undersøgelesmatrix for dette arbejde på ISFTE’s konference i maj i Bhutan.

 

Snart vender jeg tilbage med nye ideer og muligheder for samarbejde, men det er altid velkomment at skrive eller ringe til mig, hvis der er en ufærdig idé, som tænger til lidt sparring. Det er i første omgang helt uforpligtende og uden beregning.

 

 

Mads

 

Posted in Uncategorized | Leave a comment

kapitel 2

Kapitel 2

 

Ja så er der gået ret lang tid og jeg har med stigende græmmelse set på hvilke irritationer min blog har måtte give når jeg nu bare lod den gro til.

Tiden siden sidste indlæg har været travl og turbulent. Jeg har som jeg afsluttede mit sidste indlæg med afholdt min afskedsevent som professor på CBS. Det gjorde jeg d. 25 august hvor jeg havde fået sammensat et synes jeg meget spændende program, som så således ud:

 

9.30     Ouverture: v/ Kontrabassist Andreas Bennetzen

9.45     Velkomst: v/ Mads Hermansen

9.55     Læringens Perspektiv. Præsentation af festskrift: v/ Lektor Birgit Ryberg. VIAUC i Århus

10.00   ”Læring og udvikling – om farvede svaner og lukkede bokse”: v/ Professor Tom Tiller, Tromsø Universitet, Norge

11.00   Pause

11.15   ”Learning to be a Person in Society”: v/ Professor Peter Jarvis Surrey University UK

12.15   Frokost:

13.15   Kadence: v/ Andreas Bennetzen

13.30   Innovation as Collaborative Accomplishment: Exploring Jazz Improvisation. v/ Professor Frank Barrett. Naval Postgraduate School. Cal. USA.

14.30   Pause:

15.00   Læring, innovation og udvikling: En undersøgelse af de forsatte muligheder med skævt blik til fejltagelserne.  v/professor Mads Hermansen CBS.

16.00

16.15   Finale:  v/ Mads Hermansen & Andreas Bennetzen

 

Jeg havde rigtig gode folk med og fik afleveret min afskedsforelæsning og havde i dagens anledning skrevet de digte som udgjorde konferencens afsluttende finale, hvor jeg læste dem op til en jazz og poesi event med den spændende danske bassist Andreas Bennetzen.

Dagen blev ekstra privilegerende og festlig af at centerleder Birgit Ryberg fra Via UC præsenterede et festskrift for mig, hvor en lang række af de fagpersoner jeg har arbejdet sammen med i mit liv havde bidraget. Bogen Lærings Perspektiv er udgivet på Akademisk forlag og kan købes for 179 kr. online på www.akademisk.dk

 

Selv skriver forlaget om bogen:

Udfordringer til ledelse og undervisning Festskrift til Mads Hermansen – i anledning af hans fratræden som professor på CBS

• Hvad bringer læringskraften frem?

• Er professionsbegrebet en spændetrøje for udvikling?

• Hvilke metoder åbner for alternative kommunikationsformer i undervisning og ledelse?

Læringens perspektiv sætter fokus på forandringsprocesser i profession og uddannelse. På baggrund af forsknings- og udviklingserfaringer diskuterer bogens forfattere de udfordringer, som undervisere, ledere og konsulenter står med, når de lægger til rette for læring og forandring i organisationen.

Festskriftet perspektiverer dermed en række temaer, som professor Mads Hermansen har slået an i sit forfatterskab.  Den fælles ledetråd er spændingsfelter i læreprocessen og en optagethed af de betingelser, der fremmer og hæmmer læring. Med forfatternes forskelligartede faglige interessefelter åbner bogen for en række nye og skæve vinkler på læring, undervisning, organisationsudvikling og ledelse.

Bogens forfattere:
Birgit Ryberg,
Tom Tiller,
John Benedicto Krejsler,
Peter Jarvis,
Birgit Kirkebæk,
Morten Kyndrup,
Halvor Bjørnsrud,
Thorstein Balle,
Elsebeth Jensen,
Per Schaarup,
Hanne Leth Andersen,
Ole Løw,
Kirsten Krogh-Jespersen,
Ina K. Borup,
Johan R. Borup

Jeg synes det er blevet en fantastisk god bog. Der er ikke (som der så ofte er i festskrifter) noget som lugter af afstøvet skuffemauskript. Lutter relevante fagindlæg som må fryde enhver som har været fascineret af de samme faglige problemstillinger som har fyldt i mit faglige liv.

Jeg er dybt beæret og meget taknemmelig for Birgits store indsats med at samle forfattere og at redigere bogen.

 

Jeg har i det forløbne år også været inde og vende som institutleder på Institut for Psykologi på Syddansk Universitet.

Det var på mange måder en god oplevelse, men jeg valgte efter overenskomst med min ledelse at opsige min stilling med fratrædelse d. 1. august i år. Jeg er ked af at det ikke blev muligt at yde min skærv til opbygning af et frugtbart og generøst psykologisk forskningsmiljø på SDU.

 

Et par gode ting kom der ud af mit ophold på SDU:

Danskernes Akademi, DR2’s initiativ med at optage 20 minutters forelæsninger med universitetsansatte var omkring SDU mens jeg var der. Det har medført at der nu på www.dr.dk ligger to forelæsninger om læring og undervisning, som man kan se ved at søge på mit navn under DR2 og Danskernes Akademi.

Den 25. oktober deltog jeg sammen med en lang række andre nøglepersoner indenfor krop og idræt i en konsensuskonference arrangeret af idrætsinstituttet på SDU og Kunststyrelsen.

Der bliver udformet og offentliggjort en rapport og konklusion på konferencen, som i øvrigt viser at der er meget stærk sammenhæng mellem idræt og et godt liv i meget bred forstand. Hold øje med Kunststyrelsen hjemmeside. Her følger sammenfatning af det jeg bidrog med:

 

Københavnerbarometret

Mads Hermansen tog udgangspunkt i en evolutionshistorisk analyse af sammenhængen mellem fysisk aktivitet og læring. Menneskets overlevelse har vedvarende været betinget af dets evne til at forfine de kropslige koordinerede processer. Derfor har der til enhver tid været et gensidigt betingende forhold mellem fysisk aktivitet på den ene side og kognition, emotionalitet og motivation på den anden side.

Københavns kommune har udviklet et såkaldt Københavnerbarometer, der måler de københavnske skolebørn på en lang række parametre. Mads Hermansen har haft adgang til materialet og kan på den baggrund konstatere,

  • at idrætsundervisning er en af de signifikant boostende faktorer i forhold til selvværd og positiv skolefortælling
  • at graden af mobning reduceres i takt med at man bevæger sig i skolen
  • at oplevelse af godt helbred hænger signifikant sammen med, om man går til idræt uden for skolen

Baseret på 50 studier kunne Hermansen samlet konkludere, at der kan fastslås ganske mange sammenhænge mellem forskellige former for fysisk aktivitet (skolebaseret fysisk aktivitet, klassebaseret fysisk aktivitet, aktivitet i pauser, skoleorganiserede fysiske aktiviteter uden for skoletid m.v.) og faglige fremskridt i skolen.”

 

Aktuelt er jeg således kun knyttet til en institution nemlig Nordiska högskolan för helsovetenskab i Gøteborg hvor jeg på 5 år nu er (20%) professor i pædagogisk psykologi. Her håber jeg at fortsætte  de næste tre år, så jeg kan afslutte min forskning og mine tre doktorandstuderende.

 

Min fremtid er således udover NHV nu orienteret mod det jeg har brugt en stor del af mit liv på: at hjælpe personer, institutioner, organisationer, virksomheder og projekter med at hjælpe sig selv i forhold til de opgaver de har gang i og hvor jeg bliver bedt om at være med. Det er der heldigvis  rigtig mange som stadig synes at de har. Inden for det sidste halve år har jeg således arbejdet for Kommunerenes Landforening, Hans Knudsen Instituttet i København, Højby Friskole, Frie Skolers Lærerforening, UCC, Karlslunde skole, Hillerød Kommune, Via UC,  Dansk Idrætsforbund, Pædagogikum foreningen, Vejle kommune, Dansk Basselskab, Københavns Ungdomsskole, Alinea Akademi, Kunststyrelsen, Cand.merc.(psyk.) alumniforening, Københavns Kommune, Demenskoordinatorforeningen og Akademisk Forlag, hvor jeg er tilknyttet som konsulent på professionsserien og hvor jeg også har udgivet mine seneste to bøger:

Lærerens Psykologibog som jeg har redigeret og hvor en lang række rigtig gode fagfolk har medvirket til at skrive bogen til psykologundervisningen i læreruddannelsen:

Bogen kan købes på www.akademisk.dk for  269 kr.

 

Fra hjemmesiden har jeg klippet følgende:

Lærerens psykologibog kommer 13 forfattere med indlæg fra hver deres område inden for psykologi, sociologi og pædagogik. Fælles for bidragene er, at de alle er rettet mod lærerens arbejde.

De giver nuværende og kommende lærere indblik i den viden og støtte, der er relevant fra psykologiens verden, og som kan ruste ham eller hende yderligere til at varetage de mange og forskelligartede opgaver, en moderne lærer har. Læs eksempelvis om hjernens modning, om vitaliserende læringsrum, om kommunikation med forældre og om psykologien i samarbejdsrelationer.

Lærerens psykologibog giver lærere, lærerstuderende og andre med interesse i psykologi et indtryk af, hvad psykologi og de nært relaterede områder sociologi og pædagogik kan bruges til i lærerens arbejde.

Bogens bidragsydere:
Kirsten Baltzer, 
Kirsten Bro,
Lars Ginnerup,
Ann-E. Knudsen,
Mads Hermansen,
Per Schultz Jørgensen,
Nikolaj Lunøe,
Alex Madsen,
Vibeke Petersen,
Benedicte Madsen,
Carsten Rønn,
Susanne Ploug Sørensen og
Jan Tønnesvang.

 

Jeg er selv meget glad for den bog. Den er skrevet ind i den sammenhæng at belyse hvordan psykologien kan være med til at fundere udfoldelsen af læreropgaven.

 

Den anden bog er: Spilleregler i klassen  Den kan også købes på hjemmesiden til 206 kr.

 

Om den skriver forlaget på hjemmesiden:

 

Hvad virker i undervisningen? Skal læreren være en ildsjæl, en problemknuser, traditionens vogter eller den harmoniske lærer? Ud fra konkrete eksempler på god og mindre god undervisning diskuterer Mads Hermansen, hvad god læringsledelse er, og hvordan man som lærer i praksis kan styre og samtidig være lydhør over for eleverne. Mads Hermansen tegner ud fra observationer fra praksis og resultater fra egen og andres forskning konturerne af den professionelle læringsleder.

At være professionel læringsleder kræver teoretiske kvalifikationer og fagdidaktiske kompetencer. Det kræver forståelse for det sårbare arbejde med facilitering af andres læringsprocesser og kompetence til at rammesætte arbejdet gennem opbygning af en kultur i klassen. Og her bliver spilleregler og forståelse for kommunikative processer uomgængelige.

 

Den bog er skrevet som det jeg kalder ‘undervisningbaseret forskning’. Det er det begreb jeg bruger til at identificere den udkrystalliseringsproces som for mig ofte opstår i slipvinden af forskningsprocesser. Her i slipvinden af det Rockwoolfinancierede projekt Dansk Skolekultur, hvor vi konstaterede at en af de meget kraftfulde boostere på fagligt fremskridt for børn i 4-5 klasse var styr på spilleregler og læringsledelse.

Forlaget har efterfølgende fået Gitte Gry fra Øster Snede skole i Hedensted kommune til at skrive et studiehæfte hvor lærerteamet kan få hjælp til i et selvstudieforløb at arbejde med kvalificering i den del af læringsledelsen, som handler om klassekultur og spilleregler. Dette hæfte kan også købes på forlaget hjemmeside. Jeg synes det er et fremragende hæfte.

 

I nærmeste fremtid vil jeg lægge nye ideer frem på min hjemmeside. Ideer til hvordan man arbejde med udvikling og læring. Jeg har et helt bundt ideer i støbeskeen, nogle af dem samme med Andreas Bennetzen og Gitte Gry.

Jeg vender tilbage.

Mads

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Første afsnit

Så kommer den!

Teksten om det, der er sket, det der kommer til at ske, og det der måske kommer til at ske.

Teksten er også min første i en række, som jævnligt bliver ajourført fremover.

Teksten er også den første til en mere aktiv hjemmeside, hvor der vil være mulighed for at indgå i dialog med mig og andre om de forhold, som eksponeres.

Teksten præsenteres i en ny ramme (under opbygning) og er dermed også eksponering af Jussi Hermansens arbejde med hjemmesiden www.pixel-kom.dk Han har ansvar for den progredierende opsætning og layout, lad os så se om jeg kan fylde den ud?

Men til sagen: Nu er jeg endnu engang kommet dertil i mit liv (privilegeret), at jeg kan se tilbage på noget, jeg i store stræk har været meget tilfreds med. Samtidig med det ser jeg en fremtid i øjnene, men med mere af den bæven, som livet har givet mere og mere anledning til efterhånden, som det er skredet frem. Gode opgaver og praksis i mere teoretiske såvel som jordstrygende registre, har fyldt ud, ærgret og frydet, og nu hvor jeg har besluttet at holde op på CBS, skal jeg så til endnu engang at omkalfatre, så der fortsat er gode meningsfyldte opgaver og fylde i det, der sker.

Det er i denne sammenhæng dette første afsnit i føljetonen skal ses. Formålet er altså at informere og muliggøre kontakt med mennesker om samarbejde, men også om muligt at sætte relevante punkter på dagsorden til diskussion af udvikling, læring, historiefortælling i undervisning og organisationer.

Så lidt om det hele, og først om situationen og beslutningerne:

Jeg slutter mit ansættelsesforhold på CBS d. 1. september 2011. Den 25. august laver jeg et heldags åbent seminar om læring, undervisning og udvikling, hvor jeg også vil holde min afskedsforelæsning. Jeg har allerede entreret med gode folk, som har lovet at deltage med faglige og underholdende indlæg på dagen: Tom Tiller fra Tromsø, Peter Jarvis fra Surrey, Frank Barrett fra Californien og Andreas Bennetzen fra Danmark. Jeg er meget forventningsfuld og tror dagen bliver et brag af en oplevelse og udfordring.

Her på min hjemmeside og på CBS’s www.cbs.dk vil der naturligvis blive beskrevet og inviteret, når vi kommer lidt længere hen mod august 2011.

Efter august 2011 vil min tilknytning til CBS være baseret på konkret aftaler, fx om målrettet deltagelse i forskningsprojekter og vejledning af studerende. Mine forpligtelser i forhold til de ph.d.-studerende, jeg er vejleder for, bliver naturligvis videreført.

Min virksomhed som professor på NHV (Nordiska högskolan för folkehälsovordsvetenskab i Göteborg) regner jeg med at videreføre de næste 5 år www.nhv.se

Jeg regner også med i en rum tid fremover at fortsætte på Akademisk forlag som ekstern konsulent på ’Professionsserien’ www.akademisk.dk

At jeg stopper min virksomhed på CBS vil alt andet lige medføre, at jeg får mere luft i mit tidsbudget. Det vil jeg bruge til at tykne min konsulentvirksomhed. Heldigvis har jeg igennem de sidste 20 år har haft tid til også at vedligeholde den i et vist omfang, men nu kan jeg bruge mere tid og energi.

Igennem de sidste 2 år har jeg fx været involveret i følgende projektet:

  1. Ekstern konsulent og følgegruppemedlem for KL’s projekt Partnerskab for Folkeskolen www.kl.dk
  2. Skoleudvikling og historiefortælling i Hedensted kommune www.hedensted.dk & www.folkeskolen.dk
  3. Ledelsesudvikling i Egedal kommune
  4. Sammen med professor Svend Kreiner fra KU har jeg foretaget en mere dybgående statistisk analyse af Københavnerbarometeret for 2009 www.bufnet.kk.dk/Skole/…/
  5. I Personalestyrelsen regi været involveret i planlægning og afvikling af HR karriere programmet www.perst.dk

KL projektet har medført, at jeg har været på foredragsturne om temaerne: læringsledelse, hvad virker i undervisning og spilleregler i skolen. Temaerne har taget udgangspunkt i det af Rockwoolfonden sponsorerede forskningsprojekt Dansk Skolekultur www.samfundslitteratur.dk, som jeg ledede fra 2003-07 og det har faktisk i sig selv medført, at jeg endnu engang har fået produceret en bog, som er sprunget ud af det, jeg kalder undervisningsbaseret forskning, hvor det at skulle forberede undervisning medfører så meget systematiserings og ordningsarbejde, at det udkrystalliserer sig i teori- og begrebsordninger. Bogen: Spilleregler i klassen – om læringsledelse i teori og praksis udkommer d. 19. august i år og bliver udgivet på Akademisk forlag www.akademisk.dk. Jeg præsenterer bogen på CBS d. 19. august med en forelæsning og en reception (se tilmelding nedenfor).

Projektet i Hedensted var orienteret mod skoleudvikling. Kommunens organisering af udviklingstemaer og identifikation af tegn på, at der var ændret i praksis på skolerne, var del af projektet, men ikke mindst den del som handlede om produktion af bogen: Den gode undervisning – fortællinger fra Hedensted kommune (2009) blev et scoop. Bogen handler om noget så almindeligt som god undervisning i den mere upåagtede del af registret, og derfor netop værd at kaste lys ind over. Bogen blev udleveret gratis fra kommunen. Teksten kan downloades fra www.hedensted.dk og fra www.folkeskolens.dk

Ledelsesudviklingen i Egedal kommune har været afviklet i det skoleår, som netop nu er afsluttet. Samtlige ledelsesteam på skolerne har igennem et forløb, som tog sin begyndelse i august, været igennem en række overvejelser, planlægninger og afprøvninger af selvvalgte aspekter af kommunens værdigrundlag. Min funktion var i høj grad at være rammesætter, coach i forhold til proces og indhold og tovholder på forløbet. Min erfaring (som det er min opfattelse deles af skolecentret og de enkelte ledelsesteam) er, at projektet bl.a. viste, at man rigtig rammesat kan facilitere en frugtbar udvikling selv om det konsulentmæssige tidsforbrug er relativ lavt.

Københavns kommune har igennem en række år med spørgeskema fået holdninger og opfattelser fra elever fra 4. til 9. klasse. Hvert år har forvaltningen opgjort svarene og udgivet en rapport, som har været offentliggjort i en fælles generaliseret udgave. Målrettet den enkelte skole har der været udsendt en rapport om de specifikke forhold netop på den skole. Opgørelserne i Københavnerbarometret har været summerende og sammenlignende fra år til år, og har berettiget været omgærdet af stor interesse (ca. 12.500 elever deltager). Imidlertid var man i kommunen interesseret i at få fat i sammenhænge mellem de forskellige forhold, som der blev spurgt til. Det har Svend Kreiner og jeg så arbejdet med igennem en multivariat analyse af datamaterialet. Det offentliggøres nu i august måned og Svend Kreiner og jeg afholder et åbent forskningsseminar på CBS d. 15. sep. om eftermiddage, hvor vi fortæller om analyser og fund (følg med på CBS’s hjemmeside eller her på siden for oplysninger om tilmelding).

I Personalestyrelsen har jeg sammen med andre gode folk været involveret i udvikling af programmet HR karriere, som er et tilbud til ansatte i staten (og delvis i regioner og kommuner) om videreuddannelse til HR. Specielt har min del af programmet været orienteret mod identitetsarbejde i skift fra sagsbehandling til konsulentvirksomhed, læreprocesser og historiefortælling som udviklingsmetode.

Jeg har derudover været involveret i mange små og mellemstore projekter med foredrag og pædagogiske dage og har for øjeblikket gang i et udviklingsprojekt med coaching af et ledelsesteam. Jeg er ved at evaluere på projektet og kommer tilbage med erfaringer, koncept og økonomiske ramme.

Hvis nogen vil undersøge mulige rammer for og indhold i samarbejdsprojekter, som ligger indenfor de områder, hvor jeg har oparbejdet erfaring, er kontakt velkommen. Enhver forhandling er omkostningsfrie indtil vi har formaliseret en aftale.

Jeg kan nås både på mail og på telefon.

Og så til det mere debatterende:

I den ovenfor omtalte multivariate undersøgelse af Københavnerbarometret skriver Svend Kreiner og jeg i indledningen:

Analysen vise med stor kraft, at noget har større betydning end andet for trivsel, udbytte af undervisning og glæde ved skolen, men undersøgelsen viser også, at selv tilsyneladende ret ubetydelige faktorer (fx hvor man spiser sin mad) har betydning. Eller sagt på en anden måde. Alt hænger samme med alt.

Det opmuntrende i dette budskab er, at lige meget hvor man begynder at forbedre i forhold de identificerede sammenhænge, vil det kunne igangsætte gode og måske endog selvforstærkende cirkler af udvikling. Det måske også opmuntrende er at alle mirakelkure for skolen, hvor man tror, at man kan udpeget et enkelt aspekt og alene ved at gøre noget ved det, kan løse alle problemerne, for altid må være manet i jorden. For altid burde den slags shortcut herfra være dømt ude som uvederhæftige og dumsmarte i forhold til udvikling af skolen.” (p.1)

  • Når det nu er komplekst og sammenhængende, det der foregår i skolen (og det har vi jo grundlæggende vidst hele tiden), hvordan får vi så transformeret diskussionen fra ekspert- og politiker-tågehorns-fremhævelse af enkelt forholds altafgørende betydning til en mere besindig drøftelse af, hvordan man får de gode cirkler af samspil til organisk at vokse i praksis?
  • Grundlæggende ved vi rigtig meget om, hvordan man optimalt faciliterer fagligt fremgang hos elever. Hvad forhindrer, at denne viden og erfaring for alvor aktiveres og gennem forpligtende udviklingsarbejder i skolen bliver en integreret del af hverdagen?

Vigtige datoer:

19. august 2010 kl. 15.00 -17.00. Forelæsning: Spilleregler i klassen. Efter forelæsningen er der reception. Sted: Tuborg Auditoriet 2.02 på CBS Solbjerg Plads 3, Frederiksberg. Tilmelding: ls@akademisk.dk

15. september 2010 kl. 15.00-17.00. Forskningsseminar: En multivariat analyse af faktorer med betydning for trivslen i Københavnske folkeskoleanalyse baseret på Københavnerbarometeret 2009

Oplæg v/ Mads Hermansen og Svend Kreiner. Sted og tilmelding meddeles senere.

25. august 2011 kl. 9.00-16.00. Afskedsseminar. CBS. Tilmelding og sted meddelelse senere.

Posted in Uncategorized | Leave a comment