Kapitel 8

Kapitel 8

Sidst jeg skrev her på min hjemmeside var omkring udgivelse af min bog: Så det…om liv fagligt fortolket og fortællingsforvansket. En bog som på flere områder er forskellig fra det, jeg ellers har udgivet. Jeg har derfor været meget spændt på reaktioner og læseroplevelser. De er nu ved at løbe ind. Det fik mig til at skive et lille essay om det at finde sin læser. Det kommer her:

Noget af det vigtigste for en forfatter er at finde sin læser.
Det har Italo Calvini med udsøgt elegance benyttet i sin bog: Hvis en vinternat en rejsende, hvor han igen og igen begynder på en roman, men hele tiden stoppes i at plottet foldet ud og fortællingen fortalt. Til sidst bliver han bistået både af en læser og noget som antikveret som en læserinde. Det hjælper imidlertid ikke særlig meget, fordi læser og læserinde begynder at leve deres eget uafhængige liv med de fortolkninger og forståelser som det afstedkommer. En meget frustrerende og underholdende ikke-roman som Calvini skrev som en parodi over dekonstruktion, men han finder sin læser.
Arbejdet med at skrive handler om forestillinger. Altså forestillinger om læserens forestillinger og om disse forestillinger match med det jeg som er forfatter, har på hjertet. Det betyder, at store dele af det at skrive, er at tænke over, hvordan læseren nu vil opfatte, forstå, tænke eller føle om det jeg nu skriver.
I forlagsbranchesprog hedder det overvejelser om målgruppen. Hvem henvender du dig til? Hvad er dit budskab? Hvordan sørger du for at form og indhold passer til målgruppen?
Ofte skelnes der mellem fagbogsforfattere og skønlitterære forfattere, hvor de første af de sidste (og i øvrigt også af politikere) anses for mindre lødige. Det ses i hvert års tildeling af bibliotekspenge, hvor fagforfattere kun får halv afregning pr enhed. Altså en konkret valorisering, som også gør sig gældende helt ned den betegnelse, man bruger om sig selv.
Det ser jeg hos Vibeke som for øjeblikket sidder og skriver på en bog (sin tredje) om samarbejde i folkeskolen. Et særdeles aktuelt og relevant tema al den stund at lærere, pædagoger, ledelser og en række aktører uden for skolen efter sommerferien skal have en mere ambitiøs folkeskolereform på praktisk form. Det kræver samarbejdskompetence. Når jeg spørger til hvordan det går med forfatterens arbejde, vrisser hun at hun ikke er forfatter!
Fagforfatterselvundertrykkelse!
Nå digression til side. Uanset om man kan kategoriseres som den ene eller anden form for forfatter og uanset om vi kalder det målgruppe eller læsere, så er det dem vi har i tankerne før, under og efter at vi har skrevet.
Jeg har som I ved her i foråret fået udgivet bogen: Så det… om liv fagligt fortolket og fortællingsforvansket, som er en hybridtekst bestående af erindringstumper, som jeg kærlig/kritisk analyserer på ved at anvende teoretisk stof hentet fra mit liv som underviser og forsker pædagogik og psykologi. Bogen er således både en skønlitterær (autofiksion) og en faglitterær bog, som jeg naturligvis har været meget spændt på, hvordan ville blive modtaget af mine læsere.
Her tre måneder efter udgivelse har jeg naturligvis fået et par håndfulde tilbagemeldinger fra læsere, som i begejstring har strakt sig fra moderat til relativ stor. Flere af vurderingerne har naturligvis indeholdt elementer af det, jeg som forfatter er optaget af, nemlig om jeg har ramt, optaget og berørt. Da rigtig mange af disse første tilbagemeldinger kommer fra mennesker jeg har venskabelige eller kærlighedsmæssige relationer til, ved de (og jeg) godt, at det er vigtigt for mig med ramtheden eller krogetheden, som jeg også nogen gange omtaler det. Mit ønske er at bogen helst bare ved sin titel og sit omslag skulle kalde på at blive læst, og når læseprocessen så var i gang kun vanskeligt ville lade sig afbryde af andet end bogens afslutning.
Jeg har altså gået her i en slags limbo med kærlige og gode venners smooth-snak om, at naturligvis havde jeg nået mit mål. Jeg har lyttet og glædet mig. Gode venners kærlighedsytringer er af vital betydning for det at overkomme sårbart liv, men de er ofte alligevel ikke så overbevisende, fordi synes man, at netop krælighedens grund er støttens grund, og så kan man godt renoncere lidt på, om det nu er helt ærligt ment.
Her i går kom der så gennem min sommermail, som netop fordi det er sommer, relativt er svulmet op i reklamemængde og absolut skrumpet på indhold og identitetsstof, en mail fra min forelægger Henrik Borberg, hvor han lakonisk skriver: ”Kære Mads. Her har du en fortræffelig anmeldelse!”
Det var også en anmeldelse, nemlig den slags som Dansk Bogcentral står for, som kaldes lektørudtalelse, og som bruges som vejledning for bibliotekernes indkøb.
Jeg printede ud. Gik ud til Vibeke for at læse op.
Og her var han så. Altså min læser. Ham som netop skrev, at han blev hooked allerede på titlen. Ham som har fanget min intention. Ham som synes det er god underholdning, men også et vellykket fagligt frikvarter og som synes at teksten sætter egne refleksionsprocesser i gang.
For mig rækker det her til flere dages opmuntrethed.
Så del min glæde. Læs selv.

Untitled

 

 

Men livet er ikke kun at vente på gode reaktioner på bøger. Jeg har i tidligere kapitler været inde på de to spor, som mit faglige liv har taget. Det didaktiske og det folkesundhedsmæssige, hvoraf det sidste nærmest ved et tilfælde blev føjet til, da jeg i 2007 blev ansat som deltidsprofessor ved Nordic School of Public Health (NHV) i Gøteborg. Naturligvis skulle jeg i master- og doktorprogrammet på skolen varetage fagrelaterede temaer til det pædagogisk psykologiske som helt naturligt må fylde meget i deldisciplinen Health promotion, som på mange områder har fællesmænger med pædagogik, nemlig at hjælpe nogen med at hjælpe sig selv til at mestre eller magte noget, man ikke kan for øjeblikket. Dette intrikate forhold, hvor hjælpen skal være så substantiel og modelsættende, at den der skal hjælpes begynder på tilegnelsesarbejdet, men alligevel ikke så skræmmende og uovervindeligt, at man afstår fra at begynde arbejdet med tilegnelse. Hjælpediscipliner er i praksis svære at håndtere, fordi det lynhurtigt bliver både for meget og for lidt.
Jeg kunne altså i mit nye fagfelt hurtigt finde mig til rette, fordi grundudfordringen var den samme som i undervisning.
Heldigvis har jeg fået lov til at udfolde det både i forskning, etik og administration.
I det forskningsmæssige område har jeg sammen med Ina Borup (som var min gode kollega på NHV indtil hun gik på pension i 2012) skrevet en artikel om hvordan man kan benytte bestemte læringsparadigmer til at identificere om der er overensstemmelse mellem praktiseret og udtalt læringssyn i health promotion projekter: Health promotion in a learning perspective. What is the underlying learning perspective in Nordic health promotion articles? JISTE Vol. 17, No. 2, 2013 (http://isfte.org/ ).
På det etiske felt er jeg blevet genbeskikket til Den nationale videnskabsetiske komite (DNVK) for en fireårig periode ( http://www.cvk.sum.dk/ ) Et meget spændende tværfagligt sted at være deltager fordi vi hele tiden, som ankeorgan for de lokale videnskabsetiske komiteer og som første instans for komplicerede og nye forskningsprojekter, skal vurdere etikken i kliniske forskningsprojekter.
På det administrative område er er jeg blevet valgt som en af flere næstformænd for: Censorkorpset for folkesundsvidenskab og relaterede uddannelser. (http://www.sdu.dk/om_sdu/fakulteterne/sundhedsvidenskab/ledelse_administration/raad_naevn_udvalg/censorformandskab).
På det undervisningsmæssige/pædagogiske felt har jeg naturligvis stadig været optaget af hjælpe kommuner og skoler med at komme i form til at realisere folkeskolereformen. Det har været i form af oplæg og organisering af udviklingsprojekter. Arbejdsopgaver jeg holder rigtig meget af og ser frem til fortsat at blive inviteret ind i.
På det publiceringsfronten har jeg skrevet en artikel til Unge Pædagoger: Klasseledelse. Læringsledelse som grundmetafor for det praktiske arbejde (UP nr. 2 2014) (http://www.u-p.dk/?id=1 ).
I august kommer min artikel: Motivation og den gode læring i Professionsrettet pædagogikk (red. M. B. Postholm og T. Tiller) på Capplen Damm Akademisk forlag i Oslo. (https://www.cappelendammundervisning.no/undervisning/akademisk/article.action?contentId=13464 )

Endeligt er der et felt som ligger noget lidt udenfor de her nævnte, men som er knyttet en del til temaerne i min erindringsbog, nemlig retten til en værdig død. Dette tema folder jeg ud i min bog, men jeg skrev også en kronik til Weekend Avisen som i min oprindelige udgave havde overskriften. Død og omklamring, men blev offentliggjort under overskriften: Der skal drikkes glædesgravøl d. 04-16-2014. (https://bibliotek.dk/da/search/work/phrase.creator%3D%22Mads%20Hermansen%22 )
Herunder min oprindelige udgave:
Død og omklamring
Mads Hermansen

7.278,44 kr. stod der på faktura fra landinspektørfirmaet. Fakturaen var i overensstemmelse med, hvad der var aftalt: Sammenlægning af to matrikler omkring mit sommerhus i Bryrup.
Jeg havde måttet hoste op med det, så det samlet areal blev over 5000 m2. Det var det, som gav tilladelse til at foretage privat urnenedsættelse, når jeg engang er død.
Mit sommerhus ligger smukt på en af fire parceller på hver 3000 m2 udstykket i 1917 til sommerhuse, men kun spredt bebygget indtil det i sluttresserne blev fredet. Kun huse fra før fredning fik lov til at stå, mens resten af grundene ikke måttet bebygges. Det er sådan tre grunde som ligger omkring mit hus. I alt 12.000 m2.
Jeg havde i en avis læst, at der nu var åbnet for privat urnenedsættelse, og regnede det som sikkert, at jeg med mine to tønder land straks ville få lov, men nej. Efter flere mailudveklinger med biskoppen i Århus fik jeg at vide, at det kunne jeg ikke fordi ingen af de fire grunde var på 5000 m2. Heraf udkrystalliserede sig et biskoppeligt bureaukratisk begrundet krav om sammenlægning.
Jeg var altså underkastet forvaltning fra en religiøs institution, som jeg for mere end 47 år siden meldte mig ud af.
Vi kan jo for så vidt bare lade denne historie stå med sin nøgne illustration af absurd forvaltning i forhold til et ønske, som kun vedkommer mig og mine nærmeste. Men den illustrere også en ikke folkelig funderet statslig og religiøst imperialistisk formynderi over døden og forberedelse til den.
Døden optager os mere eller mindre hele livet. Når man kommer op i min alder, bliver det lidt mere påtrængende. Man bør anstændigt og ordenligt forberede sig på det praktiske og det eksistentielle, så man ikke pludselig er afhængig af andre menneskers omsorg og arbejde. Jeg synes jeg har set mange situationer, hvor afklaringer og forberedelse ville have lettet opgaven for familie og venner. Dertil ville det være hjælpsomt, hvis man fik slækket på rammer og regler for en værdig og villet død og hvor, man kunne begrave eller urnenedsættes.
Min indledning viser hvordan nugældende regler anviser en vej bestrøet med betonklodser, som det det kan være svært at kommer forbi, eller som det koster kassen at få flyttet.
Hvordan vil man dø? Jeg tror, der er mange fantasier, men fælles for dem er, at de handler om værdighed, forbundethed og mulighed for at få livets afslutning ind i et meningsfyldt plot.
Jeg dør ved tavlen, tænker jeg nogle gange håbefuldt, men synes hurtigt, at det nu er synd for de studerende, som nu skal være vidne til det. Tanken om at dø aktiv er god. Den letter lidt for det pres af afmagt, som hober sig op, når det nu efterhånden er muligt at tælle de døde i større mængder i min forældregeneration, og når også jævnaldrende venner bliver syge, og nogle dør. Flere af dem konfronteret med udfordringer fra sygdom og ofte gør de undervejs det samme med os i ulidelige historier om afmagt og smerte. Det er ikke helt igennem de mest attraktive senarier, som udfoldes til inspiration og følgeskab.
Den største hurdle for min afklaring, er lovgiveres og Etisk Råds opfattelse af, at alt, som handler om aktiv dødshjælp, fortsat skal være ulovligt. De fremturer, selv om flere meningstilkendegivelser viser klare flertal for en vis lovliggørelse.
Jeg har, næsten så langt tilbage, som jeg kan huske, haft det rigtig grimt med ’overbestemmelse’, som min søn, Nis, benævnte det, når han skulle afgøre, om det var hans mor Vibeke eller mig, han skulle belejre for at få sin vilje efter at have spurgt til, hvem der nu var ’overbestemmer’ i den sag, vi drøftede. Jeg får stadig røde knopper af utidig overbestemmelse på forhold, som alene handler om min personlige selvbestemmelse. Jeg kender naturligvis de synspunkter, som bestrider, at min personlige integritet også handler om ret til at slutte livet. Jeg inklinerer for disse i accept af, at ens død forhåbentlig berører andre mennesker. Hvis den ikke gjorde, ville det være udtryk for et meget ensomt liv. At lade denne konstatering, være argumentation for at fratage selvbestemmelsen er efter min mening lige så absurd som at forhindre kvinder, som er blevet gravide ved voldtægt, i at få abort.
I forhold til aktiv dødshjælp er adressen lovgivere. Hvad er det for en hovenhed, som tillader politikere at overhøre en bred folkelig grundtone? Naturligvis skal vi indrette lovgivningen, så en bred ramme for personlig frihed ikke bliver noget, nogen kan udnytte til urimeligt pres og magtudøvelse, og det har vi allerede øvet os i. De gode eksempler er fx børne- og kvindebeskyttelseslovgivninger. Jeg håber, at lovgiverne vil lytte til folkets stemme og indføre ordninger, som gerne må tage model af det, der findes i Holland, Belgien eller Schweiz, og helst inden jeg skal dø.
Indtil da er jeg nødt til gøre mine egne forberedelser. Det værste skrækscenarie er at ende hjælpeløs og mere eller mindre hjernedød og derfor overladt til varetægt uden selv at kunne tage handling i forhold til at få livet sluttet. Naturligvis kan jeg sørge for at få gjort ende på livet så meget i tide, at jeg selv bestemmer og selv kan være udfører. Der er mange måder, og vi kender fra hverdagstragedierne de mere brutale, som når mennesker fx tager livet af sig selv ved at springe ud foran et S-tog. Uanset graden af desperation synes jeg, at selvdødsformer, hvor egendøden traumatiserer andre, er afskyelige. Egendøden skal tilrettelægges, så tilfældige andre ikke rammes.
En legalisering inden for stramme spilleregler ville fremme dette formål. Uden kan det være svært helt at undgå.
Selv den noble måde med en slange fra udstødningen ind gennem vinduet i ens gamle veteranbil vil jo medføre, at nogen finder én. Andre former, som vi umiddelbart har adgang til, fx med stor fart at køre ind i en motorvejsbropille eller i havnen, har samme problem.
Alene det, at de kendte hjælpemidler til selvdød har tendens til at efterlade liget i en miserabel forfatning, burde jo være grund nok til, at man under ordnede forhold kunne få hjælp til at skaffe adgang til de nænsomme midler, hvor beroligende medicin i kombination med dødelig gift er en attraktiv kandidat. Det kan man imidlertid ikke legalt få lov til. Så kan man tegne medlemskab af en af de foreninger, som opererer i Schweiz, som forfølger formålet. Det koster naturligvis, og derfor er det ikke alle forundt at gøre det. Det giver en tendens til at vende den tunge økonomiske ende nedad som vi kender fra andre områder. De fattige må klare det med de brutale midler. Det er Schweiz, jeg for øjeblikket læner mig op ad. Selv om det er en overvindelse at få talt det igennem med dem, man i livet har knyttet kærlighedsbånd til.
Men der er stadig et hegemoniområde som skal attakeres. Den religiøse omklamring af døden, som jeg allerede har fightet med og betalt aflad til for at få tilladelse. Det er nødvendigt aktivt at beskytte sig mod religiøs omklamring af bisættelser. Man skal ikke overlade det til automatikken, for så ender man let i en kirke med en præst, havde jeg nær sagt, for fodenden. Hvis man vil undgå det, er man nødt til selv at udforme et script til hvordan. Man skal også have taget de vanskelige samtaler med de nære, som forhåbentlig loyalt vil forvalte dette script. Det kan være svært at få skrællet alle de overgribende religiøse rammesætninger fra. Kapeller ligger på kirkegårde. Mennesker begraves på kirkegårde, ofte er det præster, som forretter bisættelsen, selv om den døde ikke har været troende, men bare medlem af folkekirken. Heldigvis er der opbrud i det, selv om jeg synes, at udviklingen er træg. Det er fx også muligt at få sin aske spredt over vand m.v. Og heldigvis er der et utal af civilt ulydige muligheder som fx at opbevare urnen på kaminhylden, så man har mulighed for lige at hilse på, når man kommer forbi, ja, måske også for en lille ordveksling? Vi ved, at det at fortælle sig til afklaring ikke kræver andet end et stort øre. Hvis det er ægtefællen, som ligger i urnen, har man jo erfaringer med, om han eller hun var i stand til det, og hvorfor ikke tro, at asken i en urne kan være stort øre? Så også her ser jeg muligheder: Min bisættelsesfest skal foregå uden for kirkegården og der skal drikkes glædesgravøl, og asken skal til udsigten i Bryrup. Jeg skal ikke dø på et plejehjem, og jeg vil helst dø, mens Vibeke holder mig i hånden, eller hvis det er hende, som dør først, at jeg får privilegiet på samme måde, som da min mor døde. Historien skal værdigt følges til sin ende. Så lad os få en lovgivning for aktiv dødshjælp med alle de hjælpsomme erfaringer indbygget i så man undgår pres og dårlig samvittighed over at være til besvær m.v. Lad os også få en lovgivning, som i udgangspunkt gør døden til et ikke religiøst anliggende, men med mulighed for at tilvælge det religiøse, hvis det er trøstende.

Så meget for nu, dog et sidste tilbud, som jeg har fået lov til at dele med mine venner af min forelægger Henrik Broberg på Multivers. Et om at få min bog til let reduceret pris:
Det kommer her:

Mads

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.