Skolestart

Skolestart

En god skolestart skulle vel ikke være så svær at sætte på skinner. Danmark har en veluddannet stab af lærere, pædagoger og forskning om det at lave god skole har vel heller ikke et så ringe niveau at man ikke skulle vide hvordan?

Alligevel ser det ud til at det vigtige område endnu engang har fået turen i den værste af alle syltekrukker, hvor man opbevarer problemer i skæringsfeltet politik og pædagogik.

I forbindelse med Folkeskolen år 2000, blev en arbejdsgruppe bedt om at komme med forslag til en ny ordning.

Opgaven var at se på ‘udvidelse af samarbejdet mellem førskoleinstitutioner og skole samt mellem børnehaveklasse, de første klassetrin og fritidsordningen’. Der skulle fokuseres på kvalitetsudvikling og på nyttiggørelse af medarbejdergruppernes forskellige kompetence.

Et godt oplæg til endeligt at få samordnet der hvor der er mest brug for det nemlig i begyndelsen af skolen.

Hvis man ser fordomsfrit på feltet må det slå selv den mest forhærdede at der mangler koordination, forpligtende samarbejde, gensidig inspiration og fælles ansvar. Hverdagen er mange steder for mange institutioner, ukoordinerede opgaver og opsplitning, ikke mindst for de involverede børn.

Men hvor blev forslaget af?

Analysegruppen barslede med et, men det kom aldrig frem. Jeg ved ikke helt sikkert hvor det gik galt. Men er dog ret sikker på at netop DLF med de problemer de har med at balancere politikken mellem ‘back to basic’ og ‘de blødt udviklingsorienterede’ er en væsentlig årsag. Og spillet er fagpolitisk, hvor det bramfrit sagt handler om pædagoger kan/skal undervise?

Man kan sige at det har de altid gjort, hvis de i øvrigt har gjort deres arbejde! Uden den lange forklaring er instruktion til fællesleg, eller organisering af læring omkring spisesituationer let at forstå som undervisning.

Pointen er at godt samvær med børn i aldersgruppen 3 til 10 år naturligt indeholder forskelligt professionelt værktøj hvoraf undervisning er en blandt mange. Og at både pædagog- og læreruddannede naturligvis til tider må folde sig ud i det. Når lærersiden hævder eneret til undervisning er det således på grænsen til det uvederhæftige og mest udtryk for en i øvrigt legitim fagpolitik, hvis det blev kaldt ved sit rette navn.

Men forslaget blev syltet og for at det ikke skulle være løgn blev der hældt yderligere syltelage over, da Kristeligt Folkeparti forså sig på begrebet ‘helhedsskole’. De mente at tolke en længere, mere indholdsrig og sammenhængende dag for børn i skolestarten som det samme som mere traditionel skole og mindre familie! De 300 millioner kr. afsat til udvikling af skolestarten blev derefter forhandlet ind i it-udvikling. Projektet var så stendødt at ministeriet også stoppede forsøgene med f.eks. rullende skolestart.

Men hvad var forslaget?

“Skolestarten forvaltes af et team af uddannede lærere og pædagoger (nuværende børnehaveklasseledere og SFO-pædagoger). De to personalegrupper indgår i arbejdsfordelingen i hele skolestartsforløbet… Lærer og pædagoger har i hele forløbet ansvar for rammesætning og initiativer, men også for at inddrage børn/elever i samtaler og beslutninger om dagens forløb og indhold…
De hidtidige erfaringer peger i retning af en organisering af dagen efter følgende grundmønster:

“en blød start”, hvor parterne møder hinanden og dagen begynder

“en tid til faglig fordybelse” – målrettet undervisning

“et pusterum”, hvor den faglige fordybelse reflekteres, og et stille samvær giver ny energi og

“en bred vifte af interessebetonede aktiviteter”(En god start – det fælles grundlag. Klim 2002. s. 67-68).

Altså fælles ansvar, fælles planlægning og sammenhæng i børnenes hverdag, men også for de voksen som hermed kan komme ud i åbent samarbejdsland med fælles inspiration og glæde.

Jeg ved det allerede findes, men det kunne være godt om det blev alles privilegium.